Huset med de krumbøjede træer i den hjemsøgte have.
Jeg bliver i flakkende lys i aften, men næsten aldrig alene.
Gennem mure og døre, alle veje fører hjem. Vi er næsten aldrig alene.
Lyden af udrykning og et par ensomme råb fra byen derude.
Jeg fortaber mig i musik, drømme og billeder, men næsten aldrig alene.
Jeg så dit første lys og følte dit først gisp, og siden er jeg næsten aldrig alene.
Det er uden grund, jeg lister
for én mands lykke er en anden mands sidste tog hjem.
En dag løber jeg igen.
Indtil da vil jeg krybe og gå.
Jeg hvisker dit navn,
tanker bliver lyd, der nedbryder stilheden.
Spildte ord på originalernes holdeplads.
Blødt, sødt, rødt, dødt.
Trapperne knirker.
Jeg lister, uden grund,
mod skyfri blå øjne og søvnfattig Nat.
En finger i helvede og én i himlen.
En pik i ordet og en pisk i sanserne.
Jeg tager, hvor du intet har at give.
Du får, hvor jeg intet har at dele.
Ånden i flasken og andre livsformer på vej mod menneskeheden
Vi er puls
Virile socializere
Du må ikke have andre guder end mig
Jeg er solen i mit univers. Det daglige big bang.
Kollektivister og andre af daggryets overlevende
Vi er puls
på penge og adrenalin
Junkier af den værste slags
Check-in inden vores veje skilles – bag skyerne skinner jeg.
Vindmøller, fabelvæsener og kavalergangne barstøtter
Vi er puls
Liderlige plattenslagere
Knep dig selv – gør det hver dag
Jeg overdoser alt og intet – og skyder gerne lykke i hovedet
Hvor ellers finder man sjælen?
I ensomme skulpturelle stunder…
Jeg står i ruinerne af andre mænds liv
Med ansigter i sorgens laser og en uforståelig verden
af uempatiske kvinder og skamskudte børn
Er det byen der dræber os og føder smerten?
Er det rusen der nedbryder trygheden?
Vi løber på evig flugt, uden mål
Stedet vi søger findes ikke
Hvis det gjorde, ville vi være der – og blive der.
Nat søde Nat
Du er så sårbar, så ren, næsten uskyldig
Din måne, dit ansigt, min engel
som glas, så skrøbelig
Med fyldte glas under en rød måne
med alle sanser optimerede
og motoren der spinder perfekt mod afgrunden og det forjættede land
søger jeg indad og ud gennem natten, der pludselig forsvandt
Det sidste mørke på en trappesten
og de første lyse timer i glemsel og ubevidsthed.
Min sidste forgiftede tanke går til dig
Nat søde Nat
En ensom tilgang til live
Ubesværet, uskyldig.
Måske bliver jeg revet med?
Måske er jeg medrivende?
Hun danser gennem natten med en buket vilde
plastikblomster og en flaskefuld tårer.
Hvor er hendes børn og hendes bevidsthed?
Ensomheden fordrives
søgende sjæle samler hende op,
en gammel djævel bedøves
og hun finder fodfæste i et episk maskebal
af kød og faderlængsel.
Byens tinder kalder og springet i dybet venter.
Drømme brister i frit fald.
Hun vågner med vinden
og rider den hårdt i kaotisk flugt,
men kommer til ro i en høj rede af beton,
hånd i hånd med skæbnen.
Vi kender hendes navn, men hun er fri og ny…
På dommens dag – og uden filter.
Et par timer og natten kommer
- og alle er fyldt med løgne.
Men hvem bekymrer sig.
Når alt kommer til alt er det jo fredag.
Weekenden starter som sød glæde i fremmed mund.
Jeg graver dybt, graver skatten ud, omgivet af søde dufte.
Endnu et kys, endnu en løgn. Føler jeg mig heldig?
Nå, Brecht, vis mig vejen.
Lad mig føle lørdagsbeatet.
Og hvis vi skal sige farvel,
så bare lad det ske.
Langsomme, næsten smertefulde tid.
Med sød flygtig blomst
Bare tag det som det kommer,
og måske er det smukt, bare vent og se.
Et par forvirrede sjæle kan redde dagen
og dig og mig og alle vi kender.
Moderen dør, en brud af det 20. århundrede,
stadig vejrtrækning til pulsen af den sidste tromme.
Englen efterlader hende intet valg,
ingen ny chance.
Ingen fortrydelse
Lige et sidste kick, et sidste rush,
ud af kroppen, det klare lys og engleridtet.
Hun er bare røg.
Smuk i solens stråler gennem træernes blade.
Men flygtig …
Jeg husker skrøbelige ord,
med solskin på kinden.
Tillid, tab og svigt.
Berusende øjeblikke,
der bærer min verdens håb.
Fra første gang jeg så hende,
vidste jeg at verden var forandret.
Fanget i hendes uglede hår
som en vingeskudt sommerfugl
venter jeg på domsafsigelse.
Bjerge af ligegyldigheder
bjerge af meningsløse ord
smuldrer
mens anklageskriftet proklameres.
Jeg vil altid være uskyldig, men altid blive dømt
Jeg har en god skæbne.
Jeg er ikke bange for at møde den.
I live og klar.
En venlig måne over havnen søger mig.
